Klip i kørekortet

Klippekortsordningen betyder, at grovere overtrædelser af færdselsloven udløser et klip i kørekortet.

Man kan f.eks. få et klip for at køre for stærkt, eller hvis man ikke spænder børn under 15 år korrekt fast. Hvis man får tre klip inden for tre år, får man frakendt kørekortet betinget. Det betyder, at man skal bestå både en teori- og en køreprøve inden for tre måneder for at beholde sit kørekort.

Hvad er et klip?

Får man et klip, bliver det registreret elektronisk hos politiet. Et klip gælder fra den dag, man begår forseelsen og tre år frem, herefter bliver det slettet. Hvis man vil vide, hvor mange klip man har stående, skal man henvende sig til det lokale politi. Af sikkerhedshensyn oplyser politiet ikke antallet af klip på internettet.

Får man et klip, er det en god idé at skrive datoen ned, så ved man, hvor længe klippet gælder.

Ofte stillede spørgsmål:

Regler for nye bilister

  • Reglerne for klippekortet er strengere for nye bilister, som har haft kørekort i mindre end tre år. Er du ny bilist, får du kørselsforbud efter kun to klip på tre år. Du nøjes derfor ikke med en betinget frakendelse som andre bilister.

    Du skal aflevere kørekortet. Får du kørselsforbud, skal du aflevere dit kørekort. Du må først køre igen, når du har:

    • Gennemgået otte teoritimer og otte køretimer hos en kørelærer
    • Bestået en kontrollerende køreprøve, dvs. en alm. teori- og køreprøve

    Du skal selv betale for undervisning og prøver.

    Hvor længe gælder reglen om to klip? Når du har haft dit kørekort i tre år, overgår du til reglen om tre klip. Læs mere om kørselsforbud.