Regler for knallertkørekort

Nedenstående regler trådte i kraft d.19. januar 2013. Før kunne man køre på knallert uden nogen form for kørekort, hvis man var over 18 år. Det er der nu blevet sat en effektiv stopper for med de nye regler.

Desuden øges antallet af undervisningstimer til 30 timer mod tidligere 24 timers undervisning.

Hvornår kan man få knallertkørekort?

16-18 år (knallert 30)

Du kan tidligst erhverve førerretten til knallert, når du er fyldt 16 år.

Såfremt du opfylder betingelserne, vil du få udstedt et kørekort til “lille knallert”, som højst må køre 30 km/t. Derfor kaldes lille knallert i daglig tale ofte for “knallert 30″.

Når du er 15½ år gammel, kan du blive undervist i at køre på knallert. Undervisningen arrangeres af din kommune – typisk på en kommunal ungdomsskole.

For information om knallertkurserne skal du henvende dig til Borgercenter i den kommune, hvor du ønsker at tage knallertkørekort.

Krav

Følgende krav skal opfyldes for at få udstedt kørekort til “lille knallert”, hvis du er under 18 år:

  • Gennemføre 30 lektioners undervisning á 45 minuttter med teori, kørsel på øvebane samt trafikkørsel
  • Bestå teoriprøve og praktisk køreprøve

Selve forløbet må tage fra 2 uger op til 6 måneder.

Den praktiske prøve kan først aflægges, når du har gennemført et særskilt førstehjælpskursus kaldet “Færdselsrelateret førstehjælpskursus for knallertførere”.

Kurset varer 8 timer fordelt på hhv. 4 timers færdselsrelateret førstehjælp og 4 timers basal genoplivning.

Over 18 år

Hvis du allerede er fyldt 18 år, behøver du ikke knallertkørekort, såfremt du har kørekort til bil eller motorcykel.

Hvis du hverken har kørekort til bil eller motorcykel, er et gyldigt knallertkørekort påkrævet for have føreretten til en knallert.

Såfremt du hverken har kørekort til bil eller motorcykel, kan du vælge at tage følgende typer af knallertkørekort:

“Lille knallert” (knallert 30): Har du allerede knallertkørekort til “stor knallert” (knallert 45), kan du lovligt køre på knallert 30. Hvis du er over 18 år og ønsker knallertkørekort til knallert 30, skal du bestå en teoriprøve, som arrangeres af politiet.

“Stor knallert” (knallert 45): Er du fyldt 18 og ønsker knallertkørekort til knallert 45, skal du bestå såvel teori- som køreprøve, som ligeledes arrangeres af politiet. Undervisningen tages hos en kørelærer, hvor du skal gennemføre mindst 22 lektioner teori og mindst 12 lektioner køreundervisning.